UTROLIGT TROVÆRDIGE

Vi synes ikke, at klimakompensation og dokumentationen af det behøver være dyrt og besværligt. Derfor arbejder vi kun sammen med troværdige partnere, sørger for et lokalt ejerskab af projektet og bruger et unikt dokumentationssystem. Og vi undgår mellemhandlere og ‘kreditter’.

PARTNERE PÅ NATIONALT NIVEAU

Hos TROFACO er vi helt og holdent afhængige af troværdige partnere med en stærk organisation, i de lande vi arbejder i. Disse partnere står for at etablere samarbejder med skoler og lokalsamfund, de organiserer meget af arbejdet med at plante og de hjælper os med at dokumentere efterfølgende. I valget af partnere kommer vores mange års erfaring med international udvikling os til gode.

Vi startede TROFACO i Cambodia. Stifter og direktør, Steffen, har boet og arbejdet der i to år, og i den forbindelse fik han kendskab til en dygtig og velorganiseret forening af bondeorganisationer; FNN (The Farmer and Nature Network).

.

I Cambodja er det FNN’s medlemsorganisationer vi arbejder med ude i felten. Til at kunne styre vores egne aktiviteter i landet har vi oprettet et cambodjansk firma, Cambodia Farmland Carbon, CAFACA.

I Uganda har vi tidligere, i forbindelse med arbejde for den danske regering, lavet kvalitetstjek af lokale NGO’er, som arbejder sammen med danske NGO’er og modtager dansk støtte. Igennem dette arbejde fandt vi frem til CIDI (Community Integrated Development Initiatives), som er vores primære partner og som organiserer plantningen af træer i Uganda.

Vi leder efter gode partnere i andre lande. Giv os gerne forslag, så kan vi undersøge og tjekke.

PARTNERE PÅ LANDSBYNIVEAU

I Uganda, Cambodja og Vietnam arbejder vores nationale partnere sammen med mange lokalsamfund, skoler, kirker og templer. De beder dem om at hjælpe med at finde et godt stykke jord at plante vores træer på. På den måde bliver de lokalt forankrede organisationer og samfund projektejere. Vi samarbejder udelukkende med stærke lokalsamfund, som vi kan stole på. Derfor besøger vi de foreslåede områder og projektejere, inden vi på nogen måde går i gang med et samarbejde.

Når vi har fundet og tjekket en projektejer, underskriver vores lokale partner en kontrakt med den ansvarlige person eller gruppe i lokalsamfundet. I denne kontrakt står der, at TROFACO og vores partnere vil betale for stiklingerne. På den måde får lokalsamfundet træerne gratis, men til gengæld er de ansvarlige for at genplante træer som dør indenfor de første to år.

Som en sikkerhedsforanstaltning har vi træer i reserve andre steder og procedurer klar til at genplante alle træer et nyt sted, hvis alt skulle gå galt. Hvis dette sker, vil vi selvfølgelig informere de relevante kunder, så de altid vil vide, hvordan det står til med deres træer. Vi har desuden en betalingsordning, hvor lokalsamfundene ikke får alle pengene fra klimakompensationen på én gang. I stedet bliver pengene udbetalt i rater, når vi har verificeret at træerne stadig står, hvor de skal. Hvis der er færre træer, end der burde værre, vil lokalsamfundet få en tilsvarende mindre udbetaling. På den måde garanterer vi, at de træer vi planter, bliver stående. Du kan se et eksempel på en kontrakt med et lokalsamfund her.

DOKUMENTATION AF DET HELE

Når vi skal levere dokumentation til vores kunder, bruger vi først og fremmest folk i området, da det er meget billigere, og gør at vi ikke flyver frem og tilbage hele tiden. I Cambodja bruger vi folk, som vi selv har ansat, og i Uganda er det vores partneres personale, som står for det, sammen med vores lokalt ansatte. Vi vælger altid folk med NGO erfaring, som i forvejen er kendte og respekterede i nærområdet.

Vores dokumentationseksperter får leveret en smartphone, og så instruerer vi dem i at tage billeder, som klart viser de plantede træer. Hvis der er behov for det, sætter vi en lille pind ved siden af træerne, så man bedre kan se dem, når de er helt små.

Vi er også ved at introducere billeder fra vores drone. Den skal bruges meget mere i fremtiden,. Træerne bliver så store, at det kan være umuligt at ‘se skoven for bare træer’, med billeder fra jorden.   Hvert billede har GPS og tidsdata, så man kan verificere, at det er taget på det rigtige sted og tidspunkt. Vores IT-udviklingspartner, Manao Software, har udviklet et stykke software for os, som kan læse denne information for hvert billede og placere dem på et kort. Ved at klikke på kortet, kan man så finde frem til ‘sine’træer, og se hvor de står. Vi opdaterer jævnligt hjemmesiden med nye billeder, så du som kunde kan følge med i ‘dine’ træers vækst. Du kan se her, hvordan det virker

HVORFOR GØR VI DET PÅ VORES MÅDE?

TROFACO arbejder ikke med en af de etablerede standarder og deres tilknyttede ‘kreditter’, men planter og dokumenterer på vores egen måde. På denne side kan du se hvorfor og hvordan, vi gør det.

1. Det koster ofte op imod 1.000.000 DKK at starte et nyt projekt indenfor eksisterende standarder
Når så mange penge går til administration inden projektet overhovedet er startet, er der langt færre penge tilbage til dem, som rent faktisk skal bruge dem. Desuden bliver man nødt til at arbejde med meget store projekter, da det ellers ikke kan løbe rundt, hvilket vil forhindre mange mindre lokalsamfund i at være med. 

2. Vi arbejder med træer, som af natur er store, ubevægelige og synlige
Træer er synlige, de er høje og de går ingen steder. Derfor er det forholdsvis let at bruge vores smartphone/website baserede dokumentationsmodel. Vi synes også, at denne måde at levere dokumentation på er mere spændende og oplysende end en standardiseret rapport.

3. De fleste standarder for træbaseret klimakompensation arbejder med et begrænset antal tilladte træarter
For eksempel tillader mange af disse standarder kun arter man typisk vil kunne finde i en kommerciel plantage. Hvis vi var underlagt disse standarder, ville vi ikke kunne plante de nyttige og lokale træer, som lokalsamfundene foretrækker.